Kender du følelsen af at vide præcis, hvad du burde gøre – men din krop ikke vil være med? Fornemmelsen af, at både speederen og bremsen er i bund på samme tid?
Eller hvad med en krop, der føles som om, den er i konstant alarmberedskab? Følelsen af, at dit hoved og din krop taler to helt forskellige sprog? Den konstante analyse-paralyse, for derefter at gå i gang med overspringshandlinger – i stedet for at gøre det du ved du BURDE?
Eller at medicinen virker den ene dag, men så virker den ikke dagen efter – alt efter hvor i cyklus du er?
Hvis ja, er du ikke alene. Alle kvinder med ADHD oplever en lang række kropslige udfordringer, der eksisterer samtidig med diagnosen. Det er ikke noget, du bilder dig ind. Det er en reel, fysisk oplevelse. Og den fortjener at blive taget alvorligt.
Den indre uro, de kropslige spændinger og den mentale overbelastning er ikke tegn på, at du er forkert. Det er alt sammen signaler fra et nervesystem i ubalance.
Dit nervesystem er det mest fantastiske kredsløb, som til hver en tid har til ypperste formål at beskytte dig. Det er udstyret med neuroception – scanner konstant for fare.
Når du har levet med et sensitivt nervesystem i en verden, som sjældent har forstået eller accepteret dig for dig, kan scanneren neuroception blive fejlbehæftet, og se fare hvor der ingen fare er. Du kan sammenligne det med briller og linser, for synet ændrer sig – og bruger du forkert styrke, påvirker det hvordan du ser verden.
Det er en overlevelsesmekanisme, der engang beskyttede dig, men som nu dræner dig.
Og her er den vigtigste pointe: Du kan ikke presse et nervesystem i alarmberedskab til at ændre vaner, for når du er i overlevelsesmode, kører du på autopilot!
Tænk på et barn med skolevægring. Ideelt set, ville man ikke presse barnet til at lære matematik, før man har skabt tryghed, tillid og trivsel. Man tilpasser rammerne til barnet – ikke omvendt.
Præcis det samme gælder for dig. Før vi kan tale om nye vaner eller strategier, skal vi skabe ro og tryghed i din krop. Det er fundamentet for al varig forandring.
Vidste du at mennesker med ADHD oplever hypermobilitet oftere end mennesker som mangler ADHD? 😉 Det er selvfølgelig ikke ADHD, som forårsager hypermobilitet, de ses blot samtidigt.
Udover hypermobilitet, ser vi også højere samtidig forekomst af Ehler Danlos syndrom, histaminintollerance, mastcelleaktiveringssyndrom, PMS og PMDD, og en masse andre udfordringer. Og især kvinder oplever disse udfordringer!
Vi lever i et samfund, der i århundreder har lært os mennesker – og især kvinder – at se ned på kroppen, og dens visdom. Vi er vokset op i efterskælvet af en kultur, der har kaldt den feminine kraft for “hysterisk”, dæmoniseret vores instinkter og fortalt os, at vores værdi ligger i at være pæne, rolige og ikke i vejen.
Vi lærer at “halshugge os selv”, for samfundet lovpriser de “maskuline værdier” som handlekraft, produktivitet, proaktivitet og hårdhed, og slår ned på de “bløde værdier”.
Vi taler om bærdygtighed, som vi hædrer i teorien, men ikke i virkeligheden!
Et helt menneske, mand, kvinde eller noget helt tredje, indeholder det hele – ingen af vores dele er bedre end andre – og alle vores sider har brug for at eksistere for at vi som mennesker er i trivsel.
Følelsen af at være afkoblet fra din krop er ikke en personlig fejl. Det er en tillært adfærd!
Din krops signaler er ikke støj, der skal ignoreres. De er dit indre kompas.
Vejen til at forbinde hovedet og kroppen, og forene krop, sind og ånd, og vejen til din autonomi går uundgåeligt gennem kroppen.
Det er på tide at tage den forbindelse tilbage.
Hvis du skulle købe sko, ville du så ikke finde ud af din størrelse først? Alligevel har du nok levet hele dit liv med at prøve at passe din fod ned i en sko, der var tre størrelser for lille – fordi verden omkring dig, “skulle”, “burde” og “plejer” fortalte dig, at det var den rigtige.
Min filosofi er ret simpel: Skoen skal passe til foden – og ikke omvendt!
Og ja, du fangede den! Det er ikke kun skoene, men livet jeg taler om!
Et opgør med “no pain, no gain”
Jeg er på ingen måde fan af “no pain, no gain”. Faktisk er det noget af det største bullshit, jeg har hørt. Det er en filosofi, der opfordrer dig til at se bort fra det, du mærker, og ignorere din krops signaler. Sådan leger jeg ikke!
Mesterlæren: målet i alt mit arbejde er at gøre mig selv overflødig, og dig selvstændig
Personlig træning er et unikt håndværk. Tænk på det som at være i mesterlære hos en mekaniker: Du kigger ikke bare på – du lærer håndværket, så du til sidst selv kan vedligeholde din egen motor.
Mit mål er aldrig at gøre dig afhængig af mig. Målet er at give dig de grundlæggende teknikker, så du bliver selvstændig og kan bruge din krop på den mest hensigtsmæssige og styrkende måde.
Din krop afspejler dit sind
Din krop og dit sind taler sammen, konstant. En nedsunken holdning påvirker din selvsikkerhed, og din nonverbale kommunikation fortæller en historie, uanset om du vil det eller ej.
Derfor arbejder vi med de dobbelte betydninger: Vi styrker din ‘core’, så du mærker både din fysiske og din indre styrke. Vi arbejder med din holdning, så du ikke længere behøver at ‘bøje nakken’ – hverken fysisk eller psykisk.
Det, du mærker trumfer altid mine ord
Jeg kan have nok så meget faglig viden, men den kommer altid i anden række. Den vigtigste regel i vores samarbejde er faktisk ret simpel: Det, du mærker i din krop, overtrumfer altid de ord, jeg siger. Du er den eneste autoritet i dit liv!
Bevægelse som leg og pusterum – ikke endnu en pligt
Træning skal ikke være endnu en sur pligt på din to-do-liste. Det skal være et pusterum. En helle. Måske endda noget, der føles som leg. For pligter har du mere end rigeligt af i forvejen.
Vi har alle sammen forsøgt at tænke os til ro og forandring og brugt rationalisering for både at forstå og navigere i denne verden.
Men vi kan ikke løse et problem med det samme sind, som var med til at skabe det!
Vi kan ikke rationalisere og snakke os ud af et nervesystem i alarmberedskab, eller fikse et overbelastet psyke med tanker alene.
Fundamentet for AL trivsel findes i kroppen, med åndedrættet som dit anker.
Et hoved adskilt fra kroppen ville ikke være optimalt, ligesom kroppen uden hovedet heller ikke ville fungere.
Vi kan heller ikke adskille sindet fra kroppen, og forvente at nogle af dem vil fungere hver for sig – selvom det er den måde vi bliver mødt med i det meste af sundhedssystemet.
Derfor er hele mit virke forankret i kroppen og det hele menneske – ikke blot de enkelte dele af det! For hvis helheden skal fungere, er vi nødt til at forholde os til helheden., i stedet for at tage de enkelte dele og udskamme dem eller gøre dem forkerte.
