Stille. Helt stille indeni! Jeg nyder de rolige stunder midt i Mols Bjerge, i en oase væk fra byens larm, hvor jeg sætter tempoet tilstrækkeligt nok ned til at jeg mærker vinden suse forsigtigt i mit hår, og lige ænser fuglenes harmoniske kvidren.
Jeg er på miniferie med min lille vilde hund. Udsigten fra værelset er den skønneste natur, skov og sø, og en sansegynge hængende i det gamle kirsebærtræ. Åh, himmel!
De sidste dage har været travle, med alt for meget arbejde, og alt for lidt fokus på fordybelse og nærvær. Alt for meget dårlig samvittighed, og så meget af hvad jeg burde, og skulle, og… kender du mon det?
Men her, her kan jeg ikke andet end at være til stede, og tage hele oplevelsen ind. Som et lille barn, hopper jeg af glæden ved at indse, at der i søen, lige foran mig, vokser lotusblomster!
Jeg jubler og hopper med barnagtige glæde, og Luna snuser mindst lige så begejstret rundt, og nyder at være i centrum for opmærksomheden. Men min opmærksomhed tiltrækkes også af de fine lotusblomster, som jeg ikke har set på denne måde før.
Lotusblomsten starter som en knop under vandet, ofte i små damme. Den kommer ud fra grumset mosevand, og vokser indtil den gror ud af vandet. Under hele knoppeprocessen, hvor den skyder gennem det mudrede vand, berøres eller påvirkes blomsterbladene ALDRIG af det beskidte vand. Blomstens centrum forbliver uforurenet under hele sin ubehagelige rejse.
Når blomsten så engang selv er klar, springer den ud i fuld flor – fuldkommen perfekt, ren, smuk og uberørt. Den besidder den fantastiske evne til at afstøde enhver form for urenhed, og kun beholder sin egen essens, indeni og udenpå.
Lotusblomsten er symbol for håb og styrke til mennesker, der kæmper i deres daglige liv. Den bevidner, at uanset hvor du starter i livet og uanset hvad du går igennem, har du evnen til at rejse dig op fra slam og mudder, med din essens stadig ren og uberørt.
Dens livscyklus er analogi for at blive født i en verden af lidelse, hvor man lærer at overvinde vanskelige tider, og skyde igennem. Netop ved at skyde igennem!
Lotusblomsten bekymrer sig ikke over at den ikke er en lilje, eller en rose. Den vokser som den pragtfulde blomst, som den inderst inde har en form for bevidsthed om at være.
Det samme gælder os mennesker! Vi vokser når vi omfavner hele vores pakke, og tillader os selv at blomstre. Først når vi tager vores natur alvorligt, uden at fordømme den, og når vi accepterer os selv, som mennesker. Når vi vender mudder og møg til middel for vækst. Når vi stopper med at søge kærlighed og accept de forkerte steder, og opgiver at skulle fortjene vores eksistensberettigelse. Når vi indser at vi er gode nok, og elskede, sådan som vi nu er.
For Lotus beder heller ikke muddervandet og slam om accept og anerkendelse til at måtte blomstre. Den søger opad, mod solens varme stråler. DEN BARE ER… og netop det, gør den vanvittigt smuk og resilient.
Og netop det, er der uendeligt meget livsvisdom i!
Kærligst,
Sanda
