Til dig, der altid har været “den dygtige pige”.
Du har levet efter en manual, der aldrig helt var skrevet til dig.
Du blev “den dygtige pige” for at kompensere. Hvis du bare var sød nok, dygtig nok og hjælpsom nok, opdagede ingen måske, hvor kaotisk det føltes indeni. Du har bygget et panser af perfektionisme op omkring en dyb kerne af skam. Skammen over ikke bare at kunne “tage dig sammen”. Skammen over at være for meget og for lidt på samme tid.
Måske sidder du med et stykke papir, hvor der står “ADHD”. Måske har du bare læst om det, og mærket en genklang så dyb, at det runger i hele kroppen. Det er lige meget, om stemplet er officielt. Det, der betyder noget, er genkendelsen.
Du er ikke et problem, der skal løses.
Du er et menneske, der har brug for at blive set og forstået.
Hvis du kan gøre dig nysgerrig på HVEM du er som menneske, uden kun at fokusere på hvad du kan producere og præstere – og hvis du vælger at få hjælp til de udfordringer som ADHD kan medføre, er det ikke for at blive neurotypisk, men for at lære nye strategier som er mere i overensstemmelse med dit væsen – for at komme mere i kontakt med dig selv og for at trives – ikke for at blive ”nomaliseret” – for det ville være endnu en maske at påtage sig, og så er du lige vidt, som da du startede.
Har du lært at dæmpe dig selv, fordi du fyldte for meget? Hele dit liv har du skulle lægge en dæmper på dig selv.
Din intensitet, din begejstring og dine følelser var ikke fejl. Den intensitet er din livskraft.
At du føler dybt, griner højt og brænder igennem, er gaver, ikke synder.
De er en del af din essens, som har været gemt væk i skyggen. Det er tid til at byde dem velkommen frem i lyset.
I Jungiansk forstand er skammen ofte vogteren af din skygge. Den fortæller dig, at du skal gemme dine træk væk for at blive elsket. Men skammen vokser i tavshed. Når vi tør sige højt: “Det her er svært for mig”, mister skammen sin magt, og du begynder at hele splittelsen i dig selv.
Det er okay at sørge over de år, hvor du kæmpede mod strømmen uden at vide hvorfor.
Sorgen over at have været hård ved dig selv, når du faktisk gjorde dit bedste, er en vigtig del af helingsprocessen. Sørg over den lille pige, der troede, hun var forkert. Sørg over de år, du har brugt på at bekæmpe din egen hjerne. Sorgen vasker skammen væk og gør plads til omsorg.
Giv dig selv lov til at sørge.
Din cyklus vil påvirke din hjernekemi.
Der vil være uger, hvor du kan erobre hele verden, og uger, hvor verden skal holdes ude.
At acceptere den rytme er en kærlighedserklæring til din krop.
Når du rammer muren, er det ikke fordi, du er svag. Det er fordi, du har brugt enorme mængder energi på at maskere din hjerne. Det er det prisen for et liv i skuespil, hvor du aldrig har fået lov til at være dig.
Du er ikke doven eller svag. Du er udmattet af at lade som om, du er en anden, end du er. Det kræver enorm energi at holde “den dygtige pige” i live, når hun ikke er hele dig.
Dette er en nødvendig pause, hvor du får lov at slippe facaden og mærke dig selv igen.
Vi har lært, at struktur er lineær og rigid.
Men som kvinde, er du født til cyklisk struktur, ligesom alt andet bæredygtigt i naturen. Naturen har den smukkeste orden – ro og hvile – blomstring, frugtbarhed og derefter visne blade og bare grene – og alle dele er velkomne. For uden vinter, ingen forår, ingen sommer, ingen efterår og høst.
Så din struktur må også gerne være cyklisk, intuitiv og flydende.
Hvis andres systemer får dig til at føle dig mislykket, så smid dem ud. Du behøver ikke passe ind i andres kasser for at skabe orden i dit eget kaos.
Din struktur må gerne være flydende og cyklisk. Det er ikke forkert; det er tilpasset dig.
Mange af os har lukket ned for mavefornemmelsen, fordi vi lærte at stole mere på andres regler end vores egen indre stemme. Mange kvinder med ADHD har en knivskarp intuition, som vi har lært at undertrykke og ignorere, for dem udenfor os selv har lært os at det er det eneste rigtige.
Når vi begynder at lytte til vores egen indre stemme igen, finder vi vejen hjem til os selv, og først der kan vi skabe trivsel i livet – ikke når vi blindt følger reglerne udenfor os selv.
Vejen hjem til os selv handler om at turde lytte igen.
Som kvinde med ADHD kender du fordybelsen du kan lande i, når blot det er noget som drives af din egen indre gnist. Det, som andre kalder for “manglende fokus”, er ofte en umættelig tørst efter viden og meningsfuldhed.
Når vi skal udføre opgaver som ikke drives af vores indre gnist, og som ikke giver mening for os, bliver vi drænede.
Når du derimod følger din nysgerrighed i stedet for at bekæmpe den, opstår magien.
Selvom det føles skræmmende og ensomt at kigge indad, skal du vide at der er tusindvis af kvinder, der lige nu sidder med præcis den samme følelse, som du har. Vi er ved at vågne op.
Der et helt fællesskab af kvinder, der også er i gang med at finde hjem. Vi genkender hinanden.
Velkommen hjem til dig selv.
